Thursday, March 23, 2017

Selv og identiteter iflg. SDT

Man har mange identiteter, men kun ét selv. Udfordringen er at få udviklet et sammenhængende selv, der kan håndtere de mange identiteter. Nogenlunde sådan blev SDT’s perspektiv udtrykt af Maarten Vansteenkiste, professor i udviklingspsykologi ved Ghent University i Belgien. Han ledede en workshop om ”Menneskers udvikling af identitet og selv” på SDT-konferencen i Rochester, New York, i 2013, som jeg deltog i.

Ifølge Vansteenkiste har hver enkelt af os mange identiteter: far, fodboldspiller, forsker osv. (hvad man i gamle dage kaldte roller). Men man har også et selv, som langsomt bryder frem og formes gennem livet. Selvet er ikke en ting, men en organismisk proces. Mere sagde Vansteenkiste ikke indledningsvist. Men det er også markant nok. Dét er det, fordi blandt mange psykologer, også i Danmark, er det kontroversielt at hævde, at der skulle ligge et slags selv bag de mange identiteter eller positioner, mennesker indtager livet igennem. Det ligner jo en tanke om en essens, noget givet, noget fikseret, og den ide er ikke særligt vellidt i progressive, intellektuelle kredse.

Der er nemlig en stærk antiessentialistisk bevægelse i moderne psykologi, ja i humanvidenskaberne generelt, både i Danmark og internationalt, ifølge hvilken mennesket ikke har en kerne, der determinerer hvordan tilværelsen udfolder sig for den enkelte.

Som Vivian Burr skriver i sin (i Danmark meget anvendte) introduktion til socialkonstruktionisme, hvor antiessentialisme er det første punkt, hun nævner som forskellen mellem socialkonstruktionisme og traditionel psykologi: "There are no 'essences' inside things or people that make them what they are" (s. 4).

Som jeg forklarer i en anden blogpost, Beyond anti-essentialism in psychology, er det en tilgang, jeg finder sympatisk, men så heller ikke mere. Én grund er at den fuldstændig ignorerer, at vi fødes med en krop, der i høj grad er genetisk givet og som har enorm betydning for vores liv og sociale relationer. Der er derfor behov for, at vi finder et ny og tredje synspunkt, hinsides skellet mellem essentialisme og antiessentialisme.

Sådan et tredje sted repræsenterer Vansteenkiste og hans forskergruppe, tror jeg. Under diskussionen i workshoppen blev vi hurtigt enige om, at den socialkonstruktionistiske og poststrukturalistiske kritik af den klassiske essentialisme er fin nok. Der er ikke nogen præformeret homunculus, eller lillebitte færdigt menneske, der udvikles inden i os, som man troede i 1700-tallet, og dermed er mennesker ikke født til at leve inden for ganske snævre kategorier defineret af køn, race, seksuel orientering, intelligens osv. Vi har uendelig mange muligheder.

Men der er også nogle af disse muligheder, der ikke passer til os. Og hvor finder vi det kriterium, der angiver, hvilke det så drejer sig om? Det finder vi i selvet. Vansteenkiste og kollegaen Bart Soenens nåede i diskussionen at give et par hurtige bud på selvets karakter: det er dynamisk og plastisk, dvs. det forandrer sig med tiden, ligger ikke fast, kan være anderledes i morgen og til næste år. Det er emergent, dvs. det bryder langsomt frem i løbet af menneskets udvikling. Det er spontant, dvs. det ytrer sig, om vi vil det eller ej.

I lyset af SDT ville man sige, at selvet kommer til udtryk inden for rammerne af de almenmenneskelige behov for autonomi, kompetence og social forbundethed. Disse behov gælder for alle, peger SDT-forskningen på, og hvor de tilgodeses vil det enkelte menneskes selv udvikle sig mest harmonisk. Men derudover må selvet jo også udtrykke sig individuelt og specifikt.

Her bliver sondringen mellem identitet og selv relevant: For hvert enkelt menneske handler opblomstring og optimal psykologisk funktion om at antage identiteter, roller, positioner – hvad man nu vil kalde det – der stemmer overens med ens selv, som det nu udfolder sig og kommer til stede gennem ens livsudvikling. Denne overensstemmelse (ofte kaldet ’kongruens’ i SDT) eller mangel på samme, og de psykopatologier, som udspringer heraf, er dem, som en SDT-baseret forskningsgruppe som Vansteenkistes beskæftiger sig med.

Lad mig gå lidt videre end diskussionen i workshoppen og knytte an til den positive psykologis interesse for menneskets styrker og potentialer (som udforsket af Christopher Peterson og Alex Linley, for eksempel), idet disse også antages at være mere eller mindre givne og dertil specifikke for den enkelte. Her nærmer også positiv psykologi sig den opfattelse, at mennesket har en natur, og at denne rummer dels fællesmenneskelige og dels person-unikke træk. Denne natur, som det sjældent kaldes nu om stunder – måske fordi termen ofte genopvækker gamle rasende diskussioner om arv og miljø – skal tilgodeses, ikke fornægtes, hvis livet skal fungere.

Kun i et sådant lys giver et begreb som autenticitet mening. At være autentisk må være at gøre ting, der er i overensstemmelse med vores selv, vores individuelt udtrykte natur. Set uden for akademisk psykologi er denne forestilling ordinær: Megen psykoterapi, specielt af alternativ eller holistisk observans, handler jo om at få menneske bragt på en god kurs, forstået som det, der er i overensstemmelse med vores potentiale, vores både almene og særlige menneskelige muligheder.

Vansteenkiste-gruppens forskning og hele SDT-programmet er et fingerpeg om, at det er muligt empirisk, dvs. forskningsmæssigt, at undersøge vilkårene for den gode udvikling for mennesker – forstået som det, der bringer hver af os nærmere realiseringen af vores selv, den autentiske livsudfoldelse for enhver.

Forholdet mellem selv og identiteter ifølge SDT udvikles bl.a. i flg. artikler, som jeg knapt har berørt overfladen af i denne blogpost:

Soenens, B., & Vansteenkiste, M. (2011). When is identity congruent with self? A self-determination perspective. In S. J. Schwartz, K. Luyckx, & V. L. Vignoles (Eds.), Handbook of identity theory and research (pp. 381-402). New York: Springer.

La Guardia, J. G. (2009). Developing who I am: A self-determination theory approach to the establishment of healthy identities. Educational Psychologist, 44(2), 90-104.

No comments: